Om angst for nærhed
Selv om alle mennesker har behov for relationer, kan det vække angst hos nogle, hvis relationen bliver for tæt. Ditte beskrev det, som om der gik en kold kårde gennem hele kroppen, når jeg sagde noget om os to, som hun oplevede følelsesmæssigt alt for nært. Hun havde derfor udviklet forskellige strategier for at undgå den angst, som hun oplevede opstod i nære relationer, ved at fokusere på konkrete, praktiske opgaver og behandle andre som ikke-levende væsener.
Cykelpigen Ditte var 29 år, da jeg første gang mødte hende. Hun var køn, havde et ungpigeagtigt udseende, og hun var tydeligvis meget sportstrænet. Det var cykelsporten, som først og fremmest optog hende. Det var en interesse, hun delte med sin far. Hun søgte hjælp, fordi hun fik angstanfald, når hun kørte i tog og elevatorer, men kunne også få det på steder, hvor der var mange mennesker samlede. F.eks. måtte hun i biografen sidde på den yderste plads på rækken for hurtigt at kunne komme ud, hvis angsten brød frem. Det havde udviklet sig til fobier, som på mange måder hæmmede hendes udfoldelsesmuligheder. Hun havde været nødt til at afbryde en påbegyndt uddannelse på grund af togfobien, fordi det var blevet for kompliceret af komme til uddannelsesstedet. Med tog ville det kun tage 25 minutter, men bus krævede flere skift, og transporttiden blev derfor væsentlig længere. At buskørsel ikke provokerede angstanfald, mente hun skyldtes, at hun vidste, at hun til enhver tid ville kunne få buschaufføren til at stoppe. Det kunne hun ikke med toget. På grund af togfobien havde hun også svært ved at besøge sine forældre, som boede i en anden del af landet. Hun havde dog boet i cykelafstand til et seminarium, og havde derfor fået en uddannelse som lærer.
Anledningen, til at hun søgte hjælp, var problemer i relationen til hendes partner. Hun overvejede om, hun skulle forlade ham, men hun havde en række brudte forhold bag sig, og hun syntes, at hun kunne se et mønster. Hvert forhold var endt med, at hun var gået. Det var ikke på grund af stor forelskelse, at hun havde valgt sin partner, men ud fra følelsen af, at hun kunne hjælpe ham til at komme på sporet igen efter at have været på afveje. Hun havde formået sin nuværende sambo til at genoptage sine studier igen, og nu var han færdig med sin eksamen og havde gode fremtidsmuligheder arbejdsmæssigt. Som forholdet havde udviklet sig, var det dog, som om han helt havde mistet interessen for hende, han tog ingen seksuelle initiativer, og hun spurgte sig selv om, de havde mere til fælles. Ditte anså sig selv som en fornuftig person, god til at løse problemer, men det var en gåde, hvorfor hun hver gang valgte den forkerte partner, på samme måde som hendes fobier føltes fremmede og uforståelige.
Ditte virkede meget velforberedt til samtalen, og hun havde tænkt en hel del over, hvordan hun var vokset op som ”fars pige”. Moderen beskrev hun som ”en mor uden arme” samt, at denne havde foretrukket en mere rolig lillebror. Relationen til faderen blev svær, da hun kom i teenageårene. Her gjorde faderen, hvad han kunne for at forhindre hende i at gå ud med drenge, og hun oplevede ham som jaloux. Han havde også annonceret over for hele familien, at han syntes, at datteren var mere attraktiv end hans kone. Dråben, som havde fået bægeret til at flyde over, var, at faderen ved en fødselsdagsfest for moderen, havde prøvet at tungekysse sin datter. Ditte var den gang 16 år. Det fik hende til at beslutte, trods faderens protester, at flytte hjemmefra hen til sin første kæreste. Senere flyttede hun med en anden kæreste til Hovedstadsområdet, påbegyndte sin uddannelse, og det var her, hun fik sit første angstanfald og udviklede fobierne. Efter at Ditte var flyttet, valgte moderen at blive i sin seng og havde nu i over ti år nægtet at stå op. Der var ikke nogen, som havde overvejet, hvorvidt moderen måske havde behov for professionel hjælp.
Jeg kunne ikke undgå at blive imponeret og bevæget over at høre Ditte fortælle om den måde, som hun fra en ganske ung alder havde klaret sig uden forældrestøtte og været i stand til at tage en uddannelse og nogenlunde skabe sig en egen tilværelse. Jeg oplevede hende som en seriøs person, som oprigtigt prøvede at finde løsninger på sine problemer, men som var helt uforstående og hjælpeløs overfor dem. Det lå langt uden for hendes tankevidde, at f.eks. mønsteret med at finde en partner, som hun kunne hjælpe, kunne handle om, at hun gennem dem prøvede at hjælpe sig selv…
Vil du læse mere – Så køb bogen her